Hvad er en certificering?
En certificering opnås når en række forudbestemte forhold overholdes. Det kan handle om alt fra anvendte materialer til arbejdsvilkår. Dermed hele produktets livscyklus fra når det bliver produceret til afskaffet.
Hvilke certificeringer er vigtige?
Det er sådan set et spørgsmål, som er meget individuelt. For nogle vil niveauet af bæredygtighed i materialerne være vigtigt mens andre vil vægte arbejdsforhold og det sociale ansvar en virksomhed påtager sig som det afgørende. Derfor har vi lavet denne guide, der giver en kort introduktion til de forskellige certificeringer du finder på udvalgte produkter. Så kan du bruge det i beslutningen om, hvilket produkt du ønsker at købe.
Leather Working Group

Leather Working Group (LWG) blev grundlagt i 2005 for at mindske læderindustriens miljøpåvirkning. Organisationen samarbejder med brands, garverier og NGO’er for at fremme ansvarlig produktion og større gennemsigtighed i værdikæden.
LWG har udviklet en ”Audit Standard”, som certificerer garverier ud fra krav til vand- og energiforbrug, kemikaliehåndtering og arbejdssikkerhed. Standarden opdateres løbende for at sikre fortsat forbedring i industrien.
Et LWG-mærke på et produkt betyder, at alt læder i varen stammer fra garverier, der er certificeret efter LWG’s krav. Det viser, at virksomheden bag støtter ansvarlige producenter, men certificeringen gælder selve garveriet, altså læderproducenten – ikke produktet.
Certificeringen vurderer miljøhåndtering og rapportering, men ikke hele produktets bæredygtighed. Læderet stammer fra biprodukter fra fødevareproduktion – omkring 99 % af verdens læder kommer fra kvæg, får, geder og svin. Hvis biproduktet, skinnet, ikke blev brugt til læderproduktion, ville de ende som affald.
LWG’s indsats har ført til lavere ressourceforbrug, bedre kemikaliekontrol og sikrere arbejdsforhold i garverier verden over.
Læs mere hos Leather Working Group
Responsible Down Standard

Responsible Down Standard (RDS) ejes og administreres af Textile Exchange – en global nonprofitorganisation, der arbejder for at skabe en mere ansvarlig og gennemsigtig tekstilindustri.
Responsible Down Standard er en international certificering, der sikrer, at dun og fjer stammer fra ænder og gæs, som er behandlet med respekt og uden unødvendig lidelse. Når du vælger et produkt med RDS-mærket, kan du være tryg ved, at dyrevelfærd har været i fokus hele vejen fra gård til færdigt produkt.
Certificeringen forbyder plukning af levende dyr og tvangsfodring og følger de såkaldte Five Freedoms for dyrevelfærd – som handler om, at dyr skal leve frit fra fra sult, frygt, smerte og stress samt have mulighed for naturlig adfærd.
RDS kræver, at alle led i forsyningskæden bliver kontrolleret af uafhængige tredjepartsorganisationer gennem årlige systematiske vurderinger. Hvert parti af dun og fjer spores fra den certificerede gård til det færdige produkt via et dokumenteret system, så forbrugeren kan stole på oprindelsen.
Du skal vælge produkter med RDS certificering når du køber dunprodukter, såsom soveposer og vinterjakker, hvis du vil være sikker på at dyrevelfærden overholdes efter strenge standarder.
Læs mere om RDS hos Textile Exchange
Responsible Wool Standard

Responsible Wool Standard (RWS) ejes og administreres af Textile Exchange, en global nonprofitorganisation, der arbejder for at fremme ansvarlige og gennemsigtige materialer i tekstilindustrien.
Responsible Wool Standard er en international certificering, der sikrer, at uld kommer fra får, der bliver behandlet godt, og fra gårde, der passer på naturen. For at et produkt kan få RWS-mærket, skal alle led i produktionen – fra fåropdrætter til den endelige sælger – være kontrolleret og godkendt.
Certificeringen stiller krav til både dyrevelfærd, jordforvaltning og arbejdsvilkår. Fårene skal have gode leveforhold efter de five freedoms og dermed være beskyttet mod sult, smerte, frygt og stress. Samtidig skal gårdene arbejde på en måde, der beskytter jordens sundhed, biodiversitet og de dyr og planter, der lever i området.
RWS omfatter også krav til ordentlige arbejdsforhold og sikkerhed for de mennesker, der arbejder på farmene. Ulden spores hele vejen fra den certificerede gård til det færdige produkt, så du kan være sikker på, hvor den kommer fra.
Når du vælger et produkt med RWS-mærket, støtter du en mere ansvarlig uldproduktion, hvor både dyr, mennesker og natur bliver behandlet med respekt.
Læs mere om Responsible Wool Standard hos Textile Exchange
ZQ Natural Fibre

ZQ Natural Fibre er en international certificering, der garanterer, at uld stammer fra får, der bliver behandlet godt, og fra gårde, der drives med respekt for natur og mennesker. Mærket er udviklet og ejet af The New Zealand Merino Company, og alle ZQ-gårde bliver kontrolleret af uafhængige tredjeparter. Denne certificering vil du oftest finde på produkter lavet af merinould.
ZQ-certificerede får lever frit i nogle af verdens mest naturskønne områder – fra New Zealands højland til Sydamerikas bjerge. Dyrevelfærd står i centrum, og alle ZQ-landmænd skal leve op til The Five Freedoms, som sikrer, at dyrene har frihed fra sult, smerte, frygt, sygdom og ubehag samt mulighed for at leve naturligt.
Mulesing er forbudt på alle ZQ-gårde. Landmændene bruger i stedet skånsomme metoder til at forebygge parasitter som fluer. Ulden høstes gennem skånsom klipning, som minder om at få en kort frisure – det skader ikke fåret og hjælper det med at holde sig køligt om sommeren.
Certificeringen omfatter også krav til miljø og arbejdsforhold. Gårdene skal have en miljøplan, der beskytter jord og biodiversitet, og sikre gode, sikre arbejdsforhold og fair betaling til dem, der arbejder på farmene.
Når du vælger produkter med ZQ Natural Fibre, får du uld af høj kvalitet, der er blød, naturligt temperaturregulerende, lugtresistent og holdbar – og du kan samtidig være sikker på, at den er produceret med omtanke for både dyr, natur og mennesker.
Læs mere hos Discoverzq
EU Ecolabel

EU Ecolabel er EU’s officielle miljømærke og findes på alt fra tøj og sko til rengøringsmidler og hoteller. Mærket er etableret af EU-Kommissionen og støttet af Miljøministeriet i Danmark.
Certificeringen stiller skrappe, produktspecifikke krav, som sikrer lav miljøpåvirkning gennem hele produktets livscyklus – fra produktion til genanvendelse. Den stiller også strenge krav til kemikalier og forbyder stoffer, der kan skade mennesker og miljø. Du skal vælge EU Ecolabel, hvis du ønsker at nedsætte risikoen for at de produkter du bruger indeholder skadelige kemikalier og at miljøbelastningen nedsættes.
Kravene bliver løbende strammet, så producenterne hele tiden arbejder for mere ansvarlige og bæredygtige løsninger.
Læs mere hos EU Ecolabel
Global Organic Textile Standard

GOTS er en international certificering, der sætter en standard for ansvarligt fremstillede tekstiler – med fokus på økologi.
For at et produkt kan bære GOTS-mærket, skal alle led i produktionen – fra dyrkning og spinding til syning og emballering – være certificeret efter strenge krav. Det sikrer fuld sporbarhed fra materialer til færdigt produkt og udelukker muligheden for at producenten kan få produkter til at virke mere bæredygtige ved at udelukke dele af produktionen.
Certificeringen stiller høje krav til de økologiske fibre, som dyrkes uden syntetiske pesticider og GMO’er. Denne form for landbrug beskytter jordens sundhed, økosystemer og mennesker. Samtidig sikrer GOTS, at alle involverede virksomheder lever op til internationale retningslinjer for menneskerettigheder og arbejdstagerforhold – herunder FN’s principper for ansvarlig virksomhedsførelse.
GOTS forbyder brugen af skadelige kemikalier som PFAS, flammehæmmere, og giftige farvestoffer. Der stilles også krav om, at alle anvendte stoffer skal være biologisk nedbrydelige og uden allergifremkaldende eller kræftfremkaldende reststoffer.
Alle certificeringer udføres af uafhængige tredjeparter, som kontrollerer, at kravene overholdes i hele værdikæden. Når du vælger et GOTS-certificeret produkt, får du derfor en troværdig garanti for, at det er produceret med omtanke – for mennesker, miljø og din egen sundhed.
Læs mere på Global Standards hjemmeside
OEKO-TEX® STANDARD 100

OEKO-TEX® STANDARD 100 er et internationalt certificeringsmærke, der sikrer, at tekstiler er testet for skadelige stoffer – fra råmateriale til færdigt produkt. Når du vælger et produkt med dette mærke, kan du være tryg ved, at det er sikkert for både dig og din familie.
Hver eneste del af produktet, inklusiv tråd, knapper og lynlåse, bliver testet for over 1.000 potentielt skadelige stoffer. Jo tættere materialet er i kontakt med huden, desto strengere er kravene. Alle tests følger globale standarder, som opdateres årligt i takt med ny forskning og internationale regler.
Certificeringen fungerer som et modulopbygget system, hvilket betyder, at hvis alle dele i et produkt allerede er testet og godkendt efter STANDARD 100, behøver hele produktet ikke testes igen. Det sparer både tid og ressourcer – uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Du skal gå efter produkter med denne certificering, hvis du ønsker tøj og udstyr som er testet for skadelige stoffer med fokus på din egen sundhed.
Læs mere om Standard 100 hos Oeko-Tex
Organic Content Standard

Organic Content Standard ejes og administreres af Textile Exchange – en global nonprofitorganisation, der arbejder for at skabe en mere ansvarlig og gennemsigtig tekstilindustri.
OCS er en international certificering, der dokumenterer andelen af økologiske fibre i et produkt og sikrer fuld sporbarhed fra den certificerede gård til det færdige produkt. Kun fibre fra landbrug, der er certificeret efter IFOAM’s, verdensorganisationen for økologisk landbrug, Family of Standards, kan indgå i OCS-certificerede produkter. Virksomheder skal altså have Family of Standards certificering for at kunne opnå OCS certificering.
Certificeringen hjælper virksomheder med at bevise og kommunikere, hvor stor en del af deres produkter der består af økologisk materiale. Samtidig motiverer den flere landmænd til at dyrke økologisk og giver dem adgang til det globale marked for økologiske fibre.
Når du vælger et produkt med OCS-mærket, støtter du en mere ansvarlig tekstilproduktion og bidrager til at fremme landbrug, der dyrker med respekt for naturen og med fokus på at fremme økologisk tekstilproduktion.
Læs mere om Organic Content Standard hos Textile Exchange
Bluesign

Bluesign er en international certificering og en af de mest omfattende miljøstandarder inden for tekstil- og friluftsbranchen. Den bygger på fem centrale principper, som handler om at bruge energi og råvarer mere ansvarligt, beskytte mennesker og miljø, mindske vandforbrug og luftforurening samt sikre bedre arbejdsforhold i produktionen.
Når du vælger et produkt med bluesign-mærket, betyder det, at mindst 90 % af materialerne i produktet er bluesign-certificerede – og at mindst 30 % af de mindre dele som lynlåse og knapper også lever op til kravene. Disse procentsatser er gældende som nye standarder i 2025 og er din sikkerhed for, at der er taget stilling hele vejen fra råmateriale til færdigt produkt.
Bluesign vurderer hele produktionsprocessen – ikke bare enkeltdele. Det betyder, at de undersøger brugen af kemikalier, overvåger energiforbrug, vandforbrug, udledning og arbejdsforhold, og følger op med konkrete forbedringer. For dig som forbruger gør det det lettere at vælge tøj og udstyr, der er fremstillet med omtanke for både mennesker og planet.
Læs mere på Bluesigns hjemmeside
Better cotton Initiative

Better Cotton er verdens største initiativ for bæredygtighed inden for bomuldsproduktion. Organisationen blev grundlagt med et ønske om at sikre, at bomuld kan dyrkes og udvikles uden at skade hverken miljøet eller de mennesker, der arbejder med den.
Når du vælger et produkt med Better Cotton-certificering, støtter du en mere ansvarlig bomuldsproduktion. Certificeringen betyder, at bomulden er dyrket af bønder, som er blevet uddannet i metoder, der mindsker brugen af pesticider, forbedrer jordens sundhed og styrker både arbejdsforhold og levevilkår i lokalsamfundene. Det er ikke det samme som økologisk bomuld, men det er et vigtigt skridt mod en mere bæredygtig tekstilbranche.
Læs mere hos Better Cotton
Green Button

Green Button er et tysk statsligt certificeringsmærke, der gør det nemt at genkende ansvarligt produceret tøj og tekstiler. Mærket viser, at både produktet og virksomheden lever op til dokumenterede sociale og miljømæssige standarder gennem anerkendte certificeringer.
Certificeringen undersøger, om virksomheden tager ansvar for sin produktion og lever op til internationale krav for menneskerettigheder og miljøbeskyttelse. Det sker gennem fem centrale områder: politik for ansvarlig forretningsadfærd, risikovurdering, forebyggelse, klagemekanismer og åben rapportering.
Green Button blev lanceret i 2019 som det første statslige tekstilmærke i Tyskland. I dag findes det på alt fra mode og outdoorudstyr til arbejdstøj og boligtekstiler. Med introduktionen af Green Button 2.0 i 2022 er kravene blevet endnu strengere, så hele forsyningskæden arbejder ud fra mere ambitiøse standarder for mennesker og miljø.
Mærket er desuden blevet en del af international bæredygtig indkøbspolitik – både hos virksomheder og offentlige institutioner – og fungerer som et tydeligt pejlemærke for dig, der der ønsker at købe tøj, hvor arbejds- og miljøforholdene skal leve op til strenge standarder.
Læs mere hos Grüner Knopf
Recycled Claim Standard (RCS) & Global Recycled Standard (GRS)

Begge certificeringer er udviklet af Textile Exchange – en global, nonprofitorganisation, der arbejder for at skabe positive resultater for klima i mode- og tekstilindustrien.
Når du vælger et produkt med RCS- eller GRS-mærket, kan du være sikker på, at det indeholder dokumenteret genanvendt materiale. Begge certificeringer arbejder for at øge brugen af genanvendte fibre og skabe større gennemsigtighed i tekstilindustrien, så du som forbruger kan træffe et mere ansvarligt valg og som forbruger lave et mindre klimaaftryk ved det enkelte produkt.
RCS sikrer, at mængden og oprindelsen af det genanvendte materiale i produktet er kontrolleret gennem hele forsyningskæden. GRS går et skridt videre og kræver mindst 50 % genanvendt indhold samt, at produktionen lever op til strenge sociale og miljømæssige krav. Det betyder blandt andet, at farlige kemikalier ikke må bruges, og at arbejdsforholdene hos producenten bliver vurderet.
Alle RCS- og GRS-produkter bliver kontrolleret af uafhængige tredjeparter, som sikrer, at materialerne kan spores fra kilde til færdigt produkt. For dig som forbruger betyder det, at du kan stole på, at produktet er lavet med omtanke – både for mennesker og miljø.
Du skal gå efter produkter med RCS og eller GRS mærke på, hvis du ønsker at dine produkter bliver lavet med omtanke for genanvendelse af materiale.
Læs mere hos Textile Exchange
Vi opdaterer løbende vores certificeringsguide i takt med nye produkter på webshoppen og i butikkerne.
